EHS Foreningen for elektro hyper sensitive
 
       

Gode råd

For ikke at forværre situationen og samtidig give kroppen en chance for at komme i bedring, er det vigtigt at mindske grundbelastningen, det vil sige eksponeringen for elektromagnetiske felter. EMF i alle frekvensområder kan udløse alt fra let ubehag til alvorligt invaliderende symptomer.

 

Hvis følsomheden øges og bliver mere permanent, kan den EHS ramte ikke længere fungere normalt i samfundet. Personen har simpelthen udviklet en fysisk funktionsnedsættelse. Med en formindsket grundbelastning kan den EHS ramte ofte nemmere klare højere eksponeringsniveauer i kortere perioder.

 

Det handler derfor om at FOREBYGGE, og enkle foranstaltninger kan gøre en stor forskel:

 

  • Reducer påvirkningen fra elektromagnetiske felter – især trådløst udstyr.
  • Brug kabel alle steder hvor det er muligt.
  • Sluk for trådløse funktioner og elektriske apparater, når de ikke bruges, også dem der står på standby.
  • Beskyt særligt udsatte grupper, herunder gravide, børn og unge mod bestråling.
  • Tag advarselssignalerne alvorligt !

Tænk også på følgende:

 

Soveværelset

Gør soveværelset så frit for elektricitet som muligt. Fjern evt. clockradio, der som regel afgiver et kraftigt magnetfelt. Undlad også at opbevare computer, TV, mobiltelefon og anden teknik i soveværelset. Anvend ikke elevations- eller vandseng samt elektriske varmetæpper.

 

Køkkenet

Generelt set afgiver husholdningsmaskiner stærke el- og magnetfelter. Ældre komfurer kan fungere for nogen, mens andre foretrækker gaskomfur. Keramisk komfur, induktionskomfur og varmluftsovn anbefales ikke. Mikrobølgeovne bør helt undgås, da de kan afgive meget kraftig stråling.

 

Belysning

Halogenlamper (uden transformator) og almindelig glødepærer kan fungere for en del EHS ramte. Undgå lysstofrør, lavenergipærer, halogenlamper med transformator samt lysdæmpere.

 

Øvrigt i hjemmet

For at opnå elektricitetsfrie områder i huset (sær om natten) kan man slå sikringer fra i husets el-system.
Vaske-, opvaskemaskiner og støvsugere afgiver stærke magnetfelter, så undlad ophold i nærheden af dem, når de anvendes.

TV og computere: Øg afstanden til dem eller undlad helt at bruge dem. De fleste klarer kabel-tv bedre, men digital-boxen kan udgøre et problem, da den ofte transmitterer trådløst. Visse typer af tv og computerskærme fungerer bedre end andre. Undgå generelt trådløse systemer.

 

Uden for hjemmet

Ude i samfundet er det svært at undgå eksponering for elektricitet og trådløs teknik. Derfor tvinges den EHS ramte ofte til at fravælge meget af det som den øvrige familie nemt kan deltage i, både i mindre og større sammenhænge.

 

Rejser

Mange må afstå helt fra at rejse med bus, tog, fly og færger, mens rejser i bil, gerne ældre modeller og dieseldrevne, kan fungere bedre.

 

Offentlige lokaliteter

Butikker, apotek, bibliotek, banker osv. kan være yderst udfordrende at besøge for en EHS ramt. Her må pårørende ofte hjælpe til.

 

Sygehuse og lægekonsultation

Stil krav om et så el-frit miljø som muligt og så korte undersøgelses- og ventetider som muligt.
I Danmark er EHS endnu ikke anerkendt, og EHS ramte har derfor svært ved at få den nødvendige hjælp. De danske læger har derfor heller ikke samme erfaring med at diagnosticere og behandle EHS patienter, sådan om en del udenlandske læger har (f.eks. i Frankrig, Østrig og Sverige). Flere læger er dog ved at blive opmærksomme på sagen, og i 2015 forventer WHO at komme med udspil til diagnosticering. 
Har din læge ikke kendskab til EHS, kan du henvise ham/hende til at læse mere under siden Til læger.  Hvis du forud for din konsultation med lægen har brug for rådgivning, kan du som medlem af EHS Foreningen modtage vejledning (Kontakt)

 

Passiv eksponering – vis hensyn

Der er stort behov for forståelse, accept og støtte fra menneske til menneske på dette felt. Tænk på hvilke apparater der er tændt, som kan påvirke dig og din nabo - eller folk 200-300 meter væk (f.eks. en trådløs router).

Tænk på de mennesker du påvirker ved at bruge mobiltelefon, smartphone eller trådløst bredbånd til din tablet eller laptop i bussen, toget og i fly.

 

 

 

Praktiske fif

Kablet Ipad

For de fleste EHS ramte forældre til skolebørn er det et stort problem at Ipad'en er en integreret del af undervisningen i skolen, da den kun er lavet til at fungere trådløst.
Der findes dog mulighed for at kable en Ipad og også Iphone hvis det er den nyere model.

 

 

OBS - Efter videoens tilblivelse har Apple udviklet en adaptor så indkøbet reduceres til to adaptorer. Se anvisning i teksten under videoen.

Skift elsparepærerne ud

Brug glødepærer da elsparepærer afgiver mikrobølger.

 

 

Jording af apparater

Hvis du jorder de elektriske apparater der har stik der kan jordes - dvs. et hul til det tredje ben, kan du nedsætte ubehagelige elektromagnetiske felter omkring apparatet.
Det kræver dog at der er stikkontakter med jordforbindelse.

 

 
copyright EHS Foreningen