Symptomer på EHS

El-overfølsomhed kan ikke genkendes på symptomerne alene.

Symptomerne på EHS er alle symptomer, der kan optræde i forbindelse med en række andre navngivne lidelser. Derfor betragtes symptomerne af sundhedsvæsnet for at være uspecifikke symptomer, når der ikke er fundet en kendt årsagsforklaring, som læger kan teste patienter for.

Det afgørende for, om man er el-overfølsom, er derfor, at symptomerne optræder, når man har udsat sig tilstrækkeligt for elektromagnetiske felter fra enten el-ledninger, apparater eller sendeudstyr med videre.

Det er også afgørende, at man så vidt som muligt kan udelukke, at der findes en anden sandsynlig årsag til symptomerne. For eksempel skimmelsvamp.

Sundhedsvæsnet kan ikke tilbyde nogen test, der efterprøver patientens mistanke om el-overfølsomhed. Derfor forsøger nogle selv at efterprøve deres mistanke ved at opholde sig forskellige steder for at efterprøve, om elektromagnetisk stråling er det, der udløser symptomerne.

EHS-symptomer ifølge WHO

I Verdenssundhedsorganisationen WHO er EHS eller el-overfølsomhed ikke defineret som nogen selvstændig diagnose med egen diagnosekode i lægernes klassificeringssystem ICD-11.

WHO anerkender dog EHS ved navn som et udbredt og alvorligt sundhedsmæssigt fænomen, og WHO beskrev det på sin hjemmeside i 2005, hvor teksten fortsat står som gældende i dag. 

Ifølge WHO oplever EHS-lidende "en række uspecifikke symptomer, som opstår i forbindelse med udsættelse for elektromagnetiske felter. Disse symptomer er: hudproblemer: rødme, stikkende, prikkende og brændende fornemmelser, træthed, koncentrationsproblemer, svimmelhed, kvalme, hjertebanken og fordøjelsesproblemer. Symptomerne kan derudover, ikke tilskrives andre fysiske årsager. EHS symptomer minder om dem der kendes fra duft- og kemikalie overfølsomhed (MCS)."

Rapporterede symptomer

WHO's nævnte symptomer er dog langt fra nogen udtømmende liste.

Her oplister vi endnu flere symptomer, som EHS-lidende beretter, at de oplever. Nogle er beskrevet i artikler i videnskabelige tidsskrifter. Andre er anekdotisk rapporterede symptomer, som ofte nævnes. 

Nogle oplever mange af disse symptomer, andre oplever kun få.

Nervesystemet

  • Trykkende fornemmelse i hovedet
  • Hovedpine
  • Migræne
  • Lysfølsomhed
  • Svimmelhed
  • Koncentrations- og hukommelsesbesvær
  • Søvnproblemer
  • Stress
  • Træthed
  • Rysten
  • Uro eller sovende og stikkende fornemmelser i kroppen
  • Smerter der flytter sig rundt i kroppen
  • Depression
  • Irritation
  • Hyperaktivitet, især hos børn

Bevægeapparatet

  • Led og muskelsmerter
  • Kramper
  • Motoriske problemer
  • Muskeltræthed

Hjerte- karsystemet

  • Hjertebanken
  • Hjerterytme forstyrrelser
  • Højt blodtryk
  • Lavt blodtryk
  • Svedeture
  • Væskeophobninger

Mave- tarmsystemet

  • For meget mavesyre
  • Kvalme
  • Opkast
  • Fødevareintolerancer (f.eks. gluten og laktose)

Åndedrætssystemet

  • Åndenød
  • Astma
  • Hals-, bihule- og lungebetændelser

Huden

  • Rød hud
  • Brændende fornemmelser
  • Lysfølsomhed
  • Eksem og kløe
  • Tør hud

Andet

  • Overfølsomhed over for kemikalier o.a.
  • Nedsat immunforsvar
  • Synsproblemer (lysfølsomhed for især flimrende lys)
  • Røde og irriterede øjne
  • Trykkende fornemmelse bag øjne
  • Tinnitus
  • Ørepine
  • Tandpine (især i tænder med metal-fyldninger)
  • Hårtab
  • Kuldskærhed
  • Hedeture
  • Nervøs blære, hyppig vandladning

Hvor svære er symptomerne?

EHS kan være en tilstand, som er mild, moderat eller svær. Sværhedsgraden er afgørende for oplevelsen af, om man kan leve i elektrificerede miljøer og i hvilken grad man er funktionsdygtig.

Nogle oplever, at de har få og milde symptomer. Nogle oplever, at symptomerne kun optræder i enkelte og særlige udsættelsessituationer. Disse EHS-lidende kan i nogen grad opretholde en normal tilværelse med enkelte forholdsregler.

Andre oplever, at deres liv begrænses stærkt, fordi de slet ikke kan brug bruge elektroniske apparater, opholde sig i huse med strøm, eller færdes på steder, hvor der er mobilmaster, højspændingsledninger og mennesker med mobiltelefoner til stede uden at få svære og ubærlige symptomer.

Hvordan optræder symptomerne

En el-overfølsom person fungerer som udgangspunkt ikke som nogen "el-detektor", der kan mærke når udsættelsen begynder og fortælle, hvornår den er hørt op igen.

Nogle taler om, at symptomerne er stråling, som kan mærkes, men der er ikke som sådan tale om, at "strålingen kan mærkes".

Videnskaben har ikke udforsket EHS-symptomernes udvikling i nogen væsentlig grad, men EHS-symptomer må formodes stærkt at være afledte systemiske symptomer, der udvikler sig, og symptommønstret hos den enkelte og fra person til person kan være komplekst.

EHS symptomer kan både opstå øjeblikkeligt ved eksponering, og andre symptomer kan komme forsinket, og efterfølgende vare ved, i både kortere og længere tid. Fælles for EHS symptomerne er dog, at de er aftagende, når den eksponeringskilde der fremkalder symptomerne begrænses eller helt undgås.

Tolerancetærsklen i forhold til, hvor stor eksponering den enkelte med EHS symptomer kan tåle, inden der opstår både umiddelbare og forsinkede reaktioner, kan også variere.

Mange EHS-lidende oplever, at deres symptomer forværres i forbindelse med mildere eller stærkere helbredsmæssige svækkelser og i situationer med forkølelse og influenza, søvnmangel, stress og menstruation.

Nogle oplever, at tidspunktet på døgnet kan være afgørende for sværhedsgraden. Mange oplever, at væskebalance og ernæring igennem daglig kost kan have indflydelse på sværhedsgraden af EHS.

Også udsættelse for stærke lugte, kemikaliedampe og afgasninger fra materialer samt udsættelse for skimmelsvamp kan ifølge mange el-overfølsomme forværre oplevelsen af EHS.